INFORMATION

Inspiration og Imerco går sammen

Detailkæderne Imerco A/S og Inspiration A/S fusionerer med et ønske om at skabe endnu stærkere livsstilskoncepter til kunderne.

Danmarks to mest kendte isenkræmmerkæder, Imerco og Inspiration, har indgået en aftale om fusion. Aftalen kommer som en konsekvens af den stadig stigende konkurrence fra blandt andet de store supermarkeds- og boligindretningskæder og den nethandel, der beskæftiger sig med indretning til bolig og køkken.
Det forklarer bestyrelsesformand, advokat Niels Heering, fra Imerco.

”Både Imerco og Inspiration er isenkræmmerkæder med klare koncepter, og med fusionen får vi samlet alle gode kræfter, så vi kan være endnu stærkere i et marked, som bliver stadig mere konkurrencepræget,” siger Niels Heering. Han fortæller, at Imerco og Inspiration har en samlet omsætning på 1,6 mia. kr. Heraf kommer cirka 1,1 mia. kr. fra Imerco, mens Inspiration omsætter for cirka 0,5 mia. kr. Imerco-kæden består af 153 butikker, mens Inspiration har 48 butikker. I alt har de to kæder knap 1700 ansatte. ”Den samlede omsætning indenfor isenkramrelaterede produkter er meget stor og skønnes i Danmark at udgøre ca. 8 mia. kr. inklusive onlinesalg, og vi kan se, at konkurrencen om dette attraktive marked bliver stadig hårdere. Det skal vi kunne matche, og det kommer vi endnu bedre til med denne fusion,” siger Niels Heering, og fortsætter. ”Imerco forventer før sammenlægningen et EBITDA i niveauet 90 mio. kr. og Inspiration 15 mio. kr. Med de synergier vi relativt hurtigt kan høste, forventer vi snart at kunne opnå et EBITDA på over 150 mio. kr. Vi har hermed også skabt en stærk børsnoteringskandidat.”

Imerco har i dag Mikael Goldschmidt som hovedaktionær med en ejerandel på 84 % via datterselskabet M. Goldschmidt Capital A/S, mens Inspiration er 100 % ejet af Niels Thorborg via selskabet 3C RETAIL. I det fremtidige selskab fortsætter M. Goldschmidt Capital som hovedaktionær med en ejerandel på 65 pct., mens 3C RETAIL får en ejerandel på 22 pct. Dertil kommer lidt over 100 mindretalsaktionærer, som primært er tidligere butiksejere fra Imerco-kæden.

Også Niels Thorborg, der er bestyrelsesformand i Inspiration, glæder sig over aftalen.”I Inspiration har vi gennem de sidste 3 år haft en god udvikling både resultat- og koncept­mæssigt. Derfor er tidspunktet det helt rigtige for begge parter til at sætte turbo på udviklingen og på den måde fremtidssikre Inspiration og Imerco. Derfor glæder jeg mig over, at vi har fået denne aftale forhandlet på plads, så danskerne også i fremtiden kan møde den klassiske isenkræmmer i gadebilledet og på nettet,” siger Niels Thorborg.

Det bliver Imercos nuværende adm. direktør Frederik Brønnum, som i fremtiden skal stå i spidsen for det nye selskab. Han forklarer, at navnene Imerco og Inspiration begge vil fortsætte.”I et marked med betydelig brancheglidning og hård konkurrence fra mange aktører får Imerco og Inspiration sammen den pondus, der er så vigtig for, at vi på længere sigt kan sikre en stærk specialhandel og sikre, at kunderne fortsat møder specialister, når de hand­ler hos os. Sammen kan vi bedre fastholde og tiltrække de dygtige medarbejdere, som er så væsentlige for vores berettigelse, og på den måde udvikle vores brands til gavn for vores kunder,” siger Frederik Brønnum.

Han understreger samtidig, at ambitionen er at fastholde det nuværende antal butikker og samtidig skabe vækst i omsætningen. Begge kæder fortsætter som selvstændige brands, men får fælles hovedsæde i Herlev.” Denne fusion skal ses som et offensivt tiltag, hvor vi har en ambition om at vækste både inden for den klassiske butikshandel og i forhold til salget på nettet,” siger Frederik Brønnum.Fusionen skal godkendes af de danske konkurrencemyndigheder og ventes at være endelig på plads 1. november 2016.

Kontakt For yderligere information henvises til adm. direktør i Inspiration, Frank Siim Sørensen.