Cecilie Manz - En lysende stjerne på den danske designhimmel
HENDES LAMPE CARAVAGGIO ER UDRÅBT TIL AT LØFTE ARVEN EFTER DESIGNKLASSIKERE SOM PH-LAMPEN OG LE KLINT. ANDRE AF HENDES DESIGNS SOM F.EKS. GLASSERIEN MINIMA HAR VUNDET FLOTTE DESIGNPRISER, OG LIGE NU ER HUN SÆRDELES AKTUEL SOM MODTAGER AF KUNSTPREIS BERLIN – DEN INTERNATIONALE DESIGNVERDENS PÅSKØNNELSE AF, AT DE (OGSÅ) HAR FÅET ØJE PÅ CECILIE MANZ.
Hun er en helt almindelig dansk pige med blond hår og blå øjne. Men det særlige ved Cecilie Manz er nu også det design, der vokser ud af hendes hoved og hænder. I løbet af de sidste 10 år, hvor der har stået selvstændig designer på visitkortet, har hun begået både møbler, lamper og service, som de fleste drømmer om at fylde deres hjem med. Og de danske producenter af boliginteriør står i kø for at lade Manz slå stregerne til deres næste satsning. Ifølge hende selv føler hun sig privilegeret, fordi hun får lov til at være produktiv og fordi der er bud efter hende i branchen. I efteråret kom Flik Flak i handlen, der er Cecilies børnemøbel i FSC-certificeret eukalyptus-træ for Trip Trap, og dette forår byder Holmegaard/Kähler alene på fire nyheder fra Cecilie: Flere flasker og nye skåle til Minima serien, serien Simplicity med vaser, fade og skåle i henholdsvis tykt røgfarvet og lilla glas, Manhattan, der er en ny minimalistisk velværeserie til badeværelset, og det stilrene Kähler-stel, Pura, der i al sin enkelthed lokker til en uformel kop kaffe.
EN VERDEN AF GLAS
”Jeg er vild med glas, og det var en hel ny verden, der åbnede sig for mig, da jeg begyndte at arbejde sammen med Holmegaard i 2005. De gav mig opgaven at tegne noget til bordet og da jeg havde læst alt om glas og kikket på glas hos marskandisere, på loppemarkeder og i køkkenskabe, lærte Holmegaards hyttemester Kaj og hans kolleger mig alt, hvad jeg ved om håndværket, og hvordan materialet arter sig.”
Cecilies første resultat blev Minima-flasken, som hun tegnede, fordi hun synes, der var behov for en flaske, man har lyst til at sætte på bordet direkte fra køleskabet – uden at den nødvendigvis gør mere væsen af sig end for eksempel de fine gamle mælkeflasker. Men som for alle Cecilies designs overvejede hun nøje, hvordan hun kunne løse opgaven til det bedre. Dels tilføjede hun det lille låg, så man ikke behøver at stå og rode med sølvpapir for at dække åbningen, og dels besluttede hun, at fremstille flasken i lyst turkisfarvet glas, så indholdet vil tage sig delikat ud. Ud af overvejelserne voksede også de fine drikkeglas med unikke bobler, der gør dem stabelbare, den mindre mælkekande og nu er der også kommet nye skåle til serien – ligeledes med låg, så de er oplagte at bruge til sukker og andre madvarer, der bliver opbevaret i køkken og køleskab.
OM AT GØRE EN FORSKEL
Hendes eget bud på, hvorfor vi er så vilde med det, hun laver, er at hendes ting er enkle og har en kant i form af noget funktionelt: "Jeg ved ikke om det skyldes vores skandinaviske arv, men jeg har i hvert fald en trang til at skære det overfl ødige fra. Mine ting er enkle, for sådan kan jeg selv lide dem. Og de skal være lavet i en kvalitet og form, så de holder. Det er vigtigt for mig, og det jeg brænder for.”
Kan jeg løse en opgave ved at tilføje forbedringer eller nye funktioner, så en kendt ting får ny brugsværdi eller ved at anvende et bæredygtigt materiale, ja, så er det min måde at gøre en forskel på. Først og fremmest fordi mit bidrag ikke blot bliver endnu en ting til vores brug-og-smid-væksamfund, men forhåbentlig noget, man kan blive ved at glæde sig over og glæde sig til at bruge i rigtigt mange år.